Jeg vågnede 2 minutter, inden mit vækkeur ringede. Det ultimative tegn på rutine, men der er virkelig også gået hverdag i den. Dagene ligner mere eller mindre hinanden. Jeg står op klokken 7.00, går i bad, river mig selv i det våde hår foran klædeskabet, tager tøj på (for det meste sort eller mørkeblåt, fordi det er det nemmeste) spiser bran flakes og løber ud af døren til toget klokken 7.55.
Derefter følger en stor blok, der hedder arbejde, inden jeg går mod togstationen i den anden ende klokken 17.35. Her står jeg og svinger frem og tilbage sammen med en masse andre trætte mennesker, der alle står og stirrer på det samme usynlige punkt. Jeg tænker i 99 procent af tilfældene på, hvad jeg har lyst til at spise. De kulinariske eventyr udebliver dog ofte, da min sult ikke tillader mere end ti minutters madlavning.
Så er klokken 19 og aftenen... ja hvor bliver den egentlig af?
Uanset hvor gråt og trummerumsk det lyder, så nyder jeg det til fulde. Lige nu føles det godt og rart at være en del af massen.
men det er et job. og det er godt? ikke? :) du er savnet.
SvarSlet