Da jeg var 13, lavede jeg en plakat med ovenstående slogan med farvede tuscher og hængte den op på min væg. Jeg synes, den var så sej. I det hele taget var jeg fuldstændig forgabt i alt, der havde noget med skating at gøre, og jeg tog gerne bussen 40 minutter bare for at hænge ud ved rampen. Der sad jeg så og gloede på alle de seje drenge, der skøjtede rundt på deres hjul, og holdt vejret, hver gang de hang i luften.
Jeg ville så gerne være en af dem, men sandheden var, at jeg ikke engang kunne bremse ordentligt på de inliners, jeg købte for mine konfirmationspenge. Jeg købte også en oversize hættetrøje til 500 kroner (!), som blev mit kæreste eje, men lige lidt hjalp det. Jeg var og blev en wannabe.
I lørdags hang jeg ud ved rampen igen. I et andet land, i en anden by. 12 år er gået, men følelsen var den samme.. Hvem der bare var så sej.







haha, jeg har alligevel lidt svært ved at forestille mig dig som ægte skate-chick. men måske det pludselig kommer? ;) de gutter ser råseje ud. adnan & jeg hænger også ofte ud i nørrebroparken for at beundre lignende talenter. jeg har bare dårlig nok nerver til det, når de små drenge kaster sig ud i livsfarlige tricks.
SvarSlet