Den sorte svane

Der er blevet skrevet meget om filmen Black Swan i aviser, magasiner og på blogs, og jeg bliver også nødt til lige at nævne dette mesterværk.
Jeg så filmen i lørdags efter at have læst en alt for afslørende anmeldelse, der beskrev handlingen meget detaljeret. Derfor sad jeg de første 45 minutter og følte, at jeg allerede havde set filmen, men så skal jeg lige love for, at Darren Aronofsky, som instruktøren hedder, tog fusen på mig. Den sidste time tilbragte jeg med vidt åbne øjne, galoperende puls og alle muskler spændt.

Filmen leger på genial vis med den fine balance mellem fantasi/virkelighed og er alt andet end forudsigelig. Derudover er Natalie Portmans skuespil fantastisk, og modsat de fleste andre film, føler man ikke nogen rendyrket sympati for hovedpersonen. Ballerinaen Nina er så skrøbelig og usikker, at man får lyst til at ruske hende. Hun kommer dog ud for noget, der er meget værre end en rusketur, og så vil jeg ikke sige mere.

For et par måneder siden så jeg en sort svane svømme rundt i en af byens parker. Jeg tror aldrig, jeg får det samme forhold til den fugl efter at have set filmen. Men smuk er den.