Jeg kom hjem klokken halv otte og straks fornemmede jeg, at der var noget, der ikke var som det plejede. Der var først og fremmest helt stille. Ingen dåselatter eller larmende reklamepauser fra fladskærmen, og de bærbare computere lå slukkede og lukkede på køkkenbordet i en rundkreds.
Alt er nede; fjernsynskanaler, telefon og internet. Efter to dage i anspændt position foran pc'en føles det som en velsignelse, og jeg kan ikke huske sidste gang, alle husets beboere har siddet samlet omkring køkkenbordet. Det ret så larmende og temperamentsfulde kærestepar, der også bor her, er gået i seng, og det eneste, man kan høre, er kuglepen mod papir, køleskabets summen og underboernes dybe stemmer. I denne by er stilhed en sjælden luksus. Selvom jeg normalt ikke tænker over, at jeg bor i en kirke, så kan jeg fornemme roen i murstenene lige nu. At være sammen uden at sige noget, føles som det tryggeste tæppe i verden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar