Absolut obligatorisk

Jeg blev så glad, da jeg sad med mine havregryn i morges og opdagede, at Susanne Bier havde vundet en Oscar for Hævnen eller In A Better World, som den er blevet oversat til på engelsk. Nu er der ikke nogen vej udenom længere. Filmen må og skal ses, og det kan kun gå for langsomt. Nogen derude, der har set den?

Udover følelsen af national stolthed er jeg også fyldt op af gode energier fra min første arbejdsdag i nyt job. Glæder mig til at vende tilbage i morgen, og det er da det ultimative tegn på, at det gik godt.

Egotid

Jeg har været alene hjemme det meste af weekenden, og i går eftermiddag slæbte jeg adskillelige lækre sager hjem fra supermarkedet og tilbragte aftenenen i vandret position med alle indkøb inden for rækkevidde. Ren selvforkælelse. Jeg nåede dog lige at skyde et par billeder af den flotte solnedgang, inden sofaen kaldte.

Fredag

Min sidste hverdagsfridag er blevet nydt til fulde. Formiddagen gik med praktiske gøremål, nødvendige telefonopkald og min første lange cykeltur i ugevis. Da jeg kom hjem, åbnede jeg altandøren på vid gab og skrubbede og skurrede køkkenet til gamle hits fra radioen.
Eftermiddagen er blevet tilbragt under dynen med nettv og en laaaang lur. I aften skal jeg endelig se The Kids Are All Right efter en skøn anbefaling fra Linda.

Forudsigeligheden længe leve

Dagen i dag har bare været omringet af en varm gylden glorie, selvom vejret har været indtillet på en helt igennem grå og våd frekvens. Jeg hoppede direkte på bussen i morges uden ventetid overhovedet, jeg fik ros for mit arbejde og min evindelige to-do-liste skrumper langsomt ind. Aftensmaden stod på rester fra i mandags, og jeg fik en hyggelig virtuel sludder med en gammel ven på facebook. Jeg vil til hver en tid foretrække live tid med venner og bekendte, men de sociale medier er altså fantastiske, når det kommer til hurtige updates. Især når man er langt væk på en britisk ø og virkelig savner et dansk cafébesøg med veninderne derhjemme. 

Nu vil jeg forkæle mig selv med lidt DR NU. Jeg elsker simpelthen Kender du typen, selvom programmet har mistet lidt spræl, efter Christina Feldthaus ikke er med mere. For mig er det ren afslapning at gå ombord i andre folks køleskabe og haveskure. Analyserne er ofte lidt for indlysende og forudsigelige, men i en aktuel verden ramt af diktatorkrige og jordskælv, er det faktisk en rar ting. 

Primrose Hill en solrig tirsdag eftermiddag for et par uger siden

Nyhed og nybagt krumme

Jeg har simpelthen været helt mør i dag. Ikke lige det man regner med efter en skøn weekend væk, men okay, der har også været mange indtryk at fordøje og nyheder, der skulle fejres.
Eller egentlig bare en nyhed. Efter fire måneders søgen, småjobs og endnu mere søgen med et skrigende rødt minus til følge, har jeg endelig fået job. Starter på mandag den 28. som Press Coordinator for Viasat her i London og glæder mig meget.
Man kan simpelthen ikke nyde at have fri, når man ikke ved, om det nogensinde får en ende, men nu skal der bare dyrkes noget egotid med god samvittighed. Lige indtil mandag, hvor det hele går løs.

Jeg lavede den lækreste mandagsmiddag her til aften. Salat med bagte rødbeder, karameliserede pærer og feta + parmaskinke og hjemmebagt brød. Ren nydelse.

Memorize this

Så er jeg hjemme igen. Med fyldt memory card i både den ene og den anden forstand. Jeg kan mærke, det bliver en af de weekender, jeg aldrig vil glemme.
Den liste kunne faktisk være ret genial at lave: Uforglemmelige stunder i det der liv. Den ryger lige på en gul post-it. Mere følger i morgen. Lige nu er jeg simpelthen så træt, at jeg dårligt kan bruge keyboardet.
Godnat og sov godt. Jeg har savnet blogland.

Klik, klik, klik og pust ud

Så er det tid til billedkavalkade igen. Disse glimt er fra i lørdags, hvor jeg for 7. gang på et år besøgte yndlingsmuseet over alle yndlingsmuseer, Tate Modern. Det føles som noget nyt hver gang, fordi jeg endnu ikke har delt oplevelsen med den samme person. I lørdags var det med Julie og Denize, to dejlige danske piger, jeg mødte på et callcenter i november. Det var et skrækkeligt arbejde, som jeg kun holdt ud i halvanden uge, men når jeg tænker på, hvor hyggeligt vi havde det, var det alle pinslerne værd.
Bliver lige nødt til at nævne bøgerne fra Tates fantastiske shop, som jeg blev ellevild med. En visuel guide til alle de store ting i livet, man ikke forstår. Jeg kunne virkelig godt have brugt Foucault-bogen, da jeg tog et fag på sociologi i foråret.
Efter fire dage med hektisk puls og store mængder tastearbejde trækker jeg nu stikket ud. Jeg skal selv ud og være romantisk på en bro - ligesom det søde par, jeg så på Millenium Bridge i lørdags.

Miss multitasking

Jeg har tusind ting, der skal nåes de næste tre dage. Jeg aner ikke, hvad det hele ender med, men jeg ved bare, at jeg ikke er en ørn til at jonglere. En ting af gangen, en ting af gangen. Hvis man bare siger det nok gange, kan det være det til sidst lykkes at holde boldene svævende i luften.

Ro over kirken

Jeg kom hjem klokken halv otte og straks fornemmede jeg, at der var noget, der ikke var som det plejede. Der var først og fremmest helt stille. Ingen dåselatter eller larmende reklamepauser fra fladskærmen, og de bærbare computere lå slukkede og lukkede på køkkenbordet i en rundkreds.
Alt er nede; fjernsynskanaler, telefon og internet. Efter to dage i anspændt position foran pc'en føles det som en velsignelse, og jeg kan ikke huske sidste gang, alle husets beboere har siddet samlet omkring køkkenbordet. Det ret så larmende og temperamentsfulde kærestepar, der også bor her, er gået i seng, og det eneste, man kan høre, er kuglepen mod papir, køleskabets summen og underboernes dybe stemmer. I denne by er stilhed en sjælden luksus. Selvom jeg normalt ikke tænker over, at jeg bor i en kirke, så kan jeg fornemme roen i murstenene lige nu. At være sammen uden at sige noget, føles som det tryggeste tæppe i verden.

Tour de Sunday

Jeg har en fast rute, jeg altid går, når jeg virkelig bare mangler noget frisk luft. Den varer cirka en time, og den fører mig både forbi beskidte industriværksteder, kanalen og adskillelige viadukter. Turen er ikke specielt smuk, slet ikke en blæsende grå søndag i februar, men med kameraet i hånden, blev det en helt særlig oplevelse.
Forinden havde jeg fyldt maven med traditionel engelsk morgenmad, og bønnerne fik ben at gå på.

Dedikation

Jeg stod op i morges med en stor trang til at komme ud og tage billeder hele dagen lang. Men det stormer, det regner og alt er gråt. Jeg har knipset mit vasketøj, mine kogebøger og mine krydderier, men det er simpelthen for uinteressant. I stedet vil dele dette billede med af den tyske fotograf Olaf Haensch, som har tilbragt hundredvis af nætter i Harzens bjerge. Kun med det ene formål at fotografere de damplokomotiver, der kom buldrende forbi i mørket. Billederne har et helt særligt lys, og er taget i både regnvejr, snevejr, under klar stjernehimmel og igennem de smukkeste efterårsfarvede blade. Jeg så et lille udvalg i Sunday Times og blev helt fortryllet.


©Olaf Haensch

Sorry og Elton John

Træt, irritabel og negativ. Det var overskriften for i går aftes x 2 mennesker under samme tag og dyne. Jeg ved ikke, hvem der var værst. Tror, jeg startede, og han tog over. Det kan godt være, at alt virker rosenrødt, når man poster hyggelige nyheder på bloggen, men selvfølgelig er der også en hverdag, der løber ved siden af. Nå, men jeg kom hjem til dette syn på mit skrivebord klokken 19.30 efter en laaang dag. Og så smeltede jeg. I dag går solen ikke ned over nogens vrede.
I stedet vil jeg krybe under dynen og læse om Elton Johns familielykke. Og så er det allerede fredag i morgen, utroligt.

Musikalske klem

Jeg har tilbragt det meste af dagen foran skærmen i den alt for velkendte kamp mellem de sorte ord og det hvide word-ark. J-o-b-a-n-s-ø-g-n-i-n-g.
Heldigvis har jeg været i godt selskab, som jeg meget gerne vil dele med jer.
Klik og lyt.


Laura Marling
20-årig folkpige fra den engelske sydkyst.


Mumford & Sons
Hypede folkfyre fra Vest London.


Noah & The Whale
Kulørte indie-folkere fra Twickenham. Kan du genkende pigen? Det er faktisk frøken Laura Marling igen.