Den sorte svane

Der er blevet skrevet meget om filmen Black Swan i aviser, magasiner og på blogs, og jeg bliver også nødt til lige at nævne dette mesterværk.
Jeg så filmen i lørdags efter at have læst en alt for afslørende anmeldelse, der beskrev handlingen meget detaljeret. Derfor sad jeg de første 45 minutter og følte, at jeg allerede havde set filmen, men så skal jeg lige love for, at Darren Aronofsky, som instruktøren hedder, tog fusen på mig. Den sidste time tilbragte jeg med vidt åbne øjne, galoperende puls og alle muskler spændt.

Filmen leger på genial vis med den fine balance mellem fantasi/virkelighed og er alt andet end forudsigelig. Derudover er Natalie Portmans skuespil fantastisk, og modsat de fleste andre film, føler man ikke nogen rendyrket sympati for hovedpersonen. Ballerinaen Nina er så skrøbelig og usikker, at man får lyst til at ruske hende. Hun kommer dog ud for noget, der er meget værre end en rusketur, og så vil jeg ikke sige mere.

For et par måneder siden så jeg en sort svane svømme rundt i en af byens parker. Jeg tror aldrig, jeg får det samme forhold til den fugl efter at have set filmen. Men smuk er den.

Undskyld, jeg leger

5 dage er gået siden sidste indlæg, og jeg er faktisk lidt brødebetynget, men dagene er bare fløjet afsted på den gode måde. Der har været en del pints og pubbesøg involveret, men mest af alt har jeg været optaget af to fantastiske nyerhvervelser. Jeg havde helt glemt, hvordan det føltes at få nyt legetøj. Mest fordi det, der normalt vis gør mig allergladest, er mad, gensyn og oplevelser, men jeg har simpelthen anskaffet mig et spejlreflekskamera. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg var, da jeg åbnede kassen og rørte ved det sorte plastikhylster for første gang. Næste dag for jeg ud af døren i en febrilsk jagt på motiver. Det gik ikke så godt. Man er jo altid vidne til de der fantastiske Kodak-moments, når man ikke har kameraet over skulderen..

Men der kom da et par skud i kassen i løbet af weekenden - jeg skal jo øve mig:

Spæde tegn på forår
Hjemmebag søndag morgen
Fredagsbelysning
Lørdagsmojitos
Yndlingsretten = fajitas










Ps. det andet stykke legetøj var en ny telefon, som jeg nok ikke selv ville have brugt penge på. Men man siger jo ikke nej til en gave. En meget fin lille HTC smartphone. Kan ikke helt forstå, at jeg nu er en del af dem.

Tirsdag

Var egentlig ret frustreret, da jeg vågnede i morges. Havde deadline på en artikel, hvor jeg havde ringet forgæves til kilden i flere dage. Virkelig dårligt udgangspunkt. En time og et trusselsbrev senere havde alt dog løst sig. Interviewet kom i hus, artikel bev skrevet, frysepizza til frokost, fitness, langt varmt bad, og nu ligger jeg i min seng i morgenkåbe og venter på kinesisk takeaway. Ahhhhhhhh.

Dagens morale: alting løser sig.
.... men det er virkelig sjældent, at det går så hurtigt som i dag.

Omvej til Oxford

Søndagen går på hæld, og jeg er sunket ned i puderne i selskab med fredagens X Factor og gode visuelle minder fra weekenden.
Fredag stod på gensyn med en hollandsk veninde, jeg mødte sidste januar, da vi begge var på udveksling her i London. Himlen var blå, og øjnene blev nærmest spiddet af den klare sol, der skabte den mest fantastiske udsigt til skyskraberne i Canary Wharf. Lårerne fik varmen igen, da vi sluttede dagen af med scones og afternoon tea.





Lørdag pakkede Martyn og mig bilen med madpakker og tandbørster og tog til Birmingham med et historisk pitstop i Oxford. Det blev dog et noget forsinket pitstop, da vi tog den forkerte motorvej og kørte en megalang omvej i Astra'en.
Jeg havde aldrig været i byen med det berømte universitet, men det var virkelig de ekstra benzinpenge værd. Smukke spir, brosten og fyrstelige slotte hvorend man kiggede hen. Hvis ikke solen var gået ned, kunne jeg sagtens have fortsat mit turistfærd, og jeg blev enig med mig selv om at vende tilbage til foråret.
Aftenenen og søndagen fløj afsted flankeret af store mængder curry, tv og svigerfamilie. Nogen gange synes jeg, det er for meget med alt det fjernsynskiggeri, men det føles på den anden side også meget trygt og genkendeligt.





Nu vil jeg børste bisserne og krybe under dynen. Godnat

Feel the light

Regent's Park, januar, 2011

Solskin i blogland

Solen skinnede for første gang i en uge i går, og den er her sørme stadig i dag. Det var i det hele taget en fantastisk tirsdag, der sluttede af med skønt selskab i London's Blog Club. Jeg har taget tilløb i to måneder, og i går fik jeg endelig sparket mig selv ud af døren og op i en bus. Konceptet er enkelt. Klubben er en samling blogentusiaster, der mødes hver måned til et arrangement, hvor man kan udveksle ideer/erfaringer og blive klogere på det at blogge. I går var temaet branding af blogs - altså hvordan man kan få firmaer til at få øjnene op for ens blog og derved tjene penge. Det er aboslut ikke noget, jeg er interesseret i, men det kommer jo helt an på, hvad man vil med sin blog. Konklusionen var dog klokkeklar: hvis en personlig blog forvandler sig til en reklamesøjle, mister man integritet og dermed også læsere. Vi blev alle kysset farvel med ordene "write about what you love".

Næste gang behøver jeg intet tilløb. Jeg glæder mig faktisk allerede til den 22 februar, hvor der kommer den sjoveste gæstetaler. En charmerende fyr, der har vundet et års forbrug af burritos og inviterer en pige ud hver uge. Tjek ham ud på bloggen 52burritodates.com
Og så overvejer jeg kraftigt at kaste mig ud i endnu en blog - på engelsk. Jeg har ikke rigtig lyst til at oversætte lykkeporten. Det er mit lille danske helle.

Alternative fisk a la Jamie

Er den ikke flot? Den lå og lokkede i køledisken, og efter at have tilbragt en time med Jamie Oliver på en båd i går aftes, hoppede den nærmest automatisk ned i indkøbskurven.
Den læspende charmetrold har netop haft premiere på sit nye madprogram 'Jamie Oliver's Fish Supper' på Channel4. Et program, der ligesom hans mange andre projekter, har en indbygget social mission. Jamie vil gerne inspirere alle til at smække alternative gæller på panden og derved stoppe overfangst af kendis-fisk som torsk, tun og kuller.
Og som Jamie siger: "Ultimately, we all want our grandchildren to enjoy cod and chips don't we? It would be a real shame if there was none left for them so do your bit and try something new."
Jamie, you got me.
Programmet kan ses her

Bulder og brag

Det regner ustyrligt meget lige nu. Himlen er askegrå og det lyner og tordner. Oveni det er det fredag, ugens dronning efter min mening, og det er faktisk også ret hyggeligt. Jeg nyder i hvert fald at sidde her med min kaffe og computer og bare høre naturen rase udenfor. Jeg prøver at udtænke en fredagsmenu. Efter to dage med rester, kunne det være lækkert med lidt ekstra. Der skal i hvert fald serveres dessert, det er helt sikkert. Jeg gruer dog for at skulle ud og zigzagge mellem de lyn, men bliver nødt til det. Køleskabet kan ikke servere andet end en rugbrødsmad med ost. Og det går ikke. Det er jo fredag.

Kreativ torsdag

Nyt koncept fra den selvudnævnte dansklærer.
Farveblyanter fra Tiger.
Skønne franske toner fra Serge Gainsbourg radio på Last.fm

127 timer og 1 år

127 hours. Har du set den? Jeg skal se den i biffen i aften og har glædet mig, siden jeg så traileren engang i november. Inden skal jeg spise her og fejre, at det er et år siden, jeg kom til London, og at M har bestået en vigtig test på arbejdet.
Angående den vigtige dag i går, så gjorde jeg mit bedste, men er bange for, at det ikke var helt nok. 25 år i denne verden har lært mig at læse et ansigt og et håndtryk, men nu må vi se..

Går i cirkler

Det er en lidt vigtig dag i morgen. Der er noget inde i mig, der siger, at det giver sort uheld at sige til nogen, at man skal til jobsamtale. Men okay, nu gjorde jeg det alligevel. Jeg har skrevet noter de sidste tre dage og bliver bare endnu mere nervøs, hvis jeg kigger mere på det word-dokument, der har fyldt skærmen hele dagen. Jeg håber på en generalprøve i aften, og ellers kan jeg vist ikke gøre mere. May the force be with me.

Weekend på landet

Alex Nyborg Madsens bløde stemme på P4.
Kaffe på kande klokken 15.
Småkager på underkop.
Solnedgang igennem køkkenvindue.
Nyder stille fredag eftermiddag i det sønderjyske, inden turen atter går til London mandag morgen. I aften står den på hjemmelavet 'klar sup' med kød- og melboller hos verdens bedste bedstemor, inden X Factor buldrer løs klokken 20. Man er vel kun et menneske.

2-0-1-1

Det er som om, det nye år har overhalet mig indenom, og jeg kan ikke helt forstå, hvor tiden blev af fra midnatsnedtælling med alt for meget alkohol i blodet til nu, hvor min computer fortæller mig, at det allerede er den 2. januar. De sidste dage er gået med at ligge på langs i skiftevis sofa og seng med fedtet hår og dårlig ånde, men frem for alt sammen. Jeg har egentlig været lidt bange for at tage fat på refleksionerne, men de skal ud:

Hvis jeg skal putte et mærkat på 2010, så var det året, hvor jeg blev voksen - på godt og ondt. De mørke stunder har været præget af hjemve, fremtidsangst, mareridt, håbløshed og følelsen af at stå fulstændig i stampe, og det har været meget hårdt.

Men 2010 blev også året hvor jeg for alvor mærkede, hvor meget gamle veninder/venner og familie betyder, når man er langt væk fra alt, hvad der er trygt og velkendt. Jeg fandt ud af, at jeg er gennemstolt over at være dansker, når det kommer til frisind, sans for indretning og uformel omgangstone, og London har modsat givet mig en menneskelig tolerance, som jeg måske gerne ville tro, jeg havde for et år siden, men som først rigtigt har indfundet sig det sidste år.
2010 blev også året, hvor jeg forelskede mig i en nyfunden ven, som jeg senere flyttede sammen med og som stadig kan give mig sommerfugle i maven og få mig til at smile fjoget, når han træder ind af døren. Det har langt fra været let at tage en beslutning om at blive i det britiske og tage et gevaldigt sving på den vej, som ellers er løbet i en lige linje uden de store huller de sidste fem år. Jeg tænker af og til 'hvad har du gang i Lykke?', men ægte kærlighed er svær at finde (det kan jeg skrive under på), så jeg har valgt at blive hos den og give den en chance.

Det virker som en naturlov, at man altid mangler den sidste ingrediens, før det hele kan gå op i en højere enhed. Her den 2. januar 2011 mangler jeg stadig en meget vital ingrediens. Noget så uromantisk, men livsvigtigt som et relevant job. Det står alene og hoverer på listen over nytårsfortsætter og har fyldt min hverdag med frustration de sidste tre måneder. Derfor er mit andet nytårsfortsæt, at den opgivende dæmon på venstre skulder ikke må få taget i mig. Den skal ikke vinde. Det er livet slet og ret for kort til.
Så velkommen 2011, jeg glæder mig til at se, hvad du har at byde på.