Jeg plejer ALTID at arbejde onsdag aften, men i onsdags havde jeg fri, og det betød, at jeg endelig kunne komme i biografen med Martyn. Han har sit telefonabonnement hos Orange, og det betyder, at han hver onsdag kan betale for 1 billet og tage en person med gratis. Det nød jeg rigtig godt af, da vi fandt sammen, og der var et tidspunkt, hvor vi var i biografen hver onsdag syv uger i streg!
I onsdags insisterede han på at se komedien 'Due Date', som jeg stillede mig meget kritisk overfor. Jeg havde ikke set traileren, men syntes bare titlen lød så plat, og jeg har ikke meget tilovers for amerikanske drengerøvskomedier, hvor det ofte kommer ud på et helt overdrevent plan med at drikke sig sanseløst beruset, fare vild i en ørken med en slange om halsen og en stripper i bagagerummet (eller noget i den stil).
Men men jeg blev meget positivt overrasket, var 110 procent underholdt og blev faktisk skuffet, da filmen sluttede. De to hovedpersoner spiller fantastisk, og det er bare en sød historie. Og så minder skuespilleren Zach Galifianakis utrolig meget om Anders Lund Madsen, synes jeg. Både når det kommer til skæg og kropssprog.
Så se den, når den kommer til Danmark.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar