Jeg prøver virkelig på at komme op om morgenen, inden jeg får den der lade fornemmelse af at være et dovendyr (eller bare en forvokset teenager), der sover dagen væk. Og det lykkedes for det meste. Men hvor er det dog svært, når man lige pludselig har et soveværelse uden naturligt lys. Det er ikke helt rigtigt, der kommer en anelse ind igennem de blændede ovenvinduer, så man kan se, om det er nat eller dag. Men uh, hvor er det altså hårdt at vippe dynen til side, og smække benene ud over kanten. Det er dog den eneste ulempe ved at bo i en kirke. Her er fantastisk, og i går havde vi for tredje søndag i streg bbq og gæster. En dejlig sommertradition, og jeg ved intet bedre end at gå ombord i det store fad med kød, kød og atter kød fra grillen. Mums.
Vi fik også hilst på vores underboer - fire søde (og ret så unge) fyre med meget skinny jeans, sølvhalskæder og spidse sko. De spiller i et band (selvfølgelig), og vi blev sraks inviteret til deres koncert på tirsdag på baren Proud i Camden.
Da de hørte, hvad jeg hed, begyndte de straks at nynne denne sang, og jeg må give dem ret i at, det er ret sjovt sammentræf, selvom jeg ikke hedder Luka. Jeg kunne skrive flere blogindlæg alene om folks udtale og reaktioner på mit navn, men det må vente til en anden god gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar