Ups and downs

Jeg er vist blevet indfanget af det, man med et godt dansk ord kalder rutine, og min blog lider virkelig under det. Så det er på tide at give den lidt liv, og så håber jeg, at der er nogen af jer, der kan lokkes tilbage til lykkeporten.
Jeg står op, jeg presser mig igennem menneskemylderet i tuben, jeg kaster mig af toget, jeg haster hen af fortovet til Universitetet, jeg kører nøglekortet igennem indgangspartiet, og jeg sætter mig ned med hovedet vendt mod den store whiteboardtavle. Uden på skulle man tro, jeg var en af DEM. En af de travle målrettede mennesker, der overhaler alle i sit løb op af rulletrappen og for det meste rammer et par med sin sorte skuldertaske. En af DEM, der ser ud til at have den vigtigste mission i verden. Hver dag. Men hey, ved I hvad? Jeg gør bare som om. Indeni er jeg stadig fuld af spørgsmålstegn, men det er utroligt, hvor meget overblik, man pludselig udstråler, når man faktisk ved, hvor man skal hen, og hvad dagens program består af.
I bedste Nynne-stil, laver jeg lige et par lister, der opsummerer de sidste ugers op-og nedture. Det gør det ligesom lidt mere overskueligt.

1. Valentines sammenskudsgilde i mit hus søndag aften. Jeg kogte en stor omgang chili con carne og hele slænget tog skønne lækkerier med. Der var kærlighed i luften - godt hjulpet på vej af syv flasker rødvin.

2. Branston Pickles - small chunks. Kan faktisk ikke forstå, at jeg har kunnet spise ost uden denne delikate blanding af surt og sødt. Yum! Vågner nogle gange med en inderlig trang, efter jeg er faldet i søvn. Så lister jeg ned af trappen..

3. Fremmede mennesker, der viser overkud og næstekærlighed, når en dansk pige sidder og flæber i natbussen på vej hjem. Forklaring følger i næste afsnit.

4. Biletter til den første og eneste Suede-koncert i 7 år i Royal Albert Hall. Takket være en stor omgang tålmodighed, der virkelig blev sat på prøve, da jeg loggede på billetsalget og fik denne besked: 'You're currently number 11120 in the queue.'

1. Snotnæse og smertende hals 10 dage i streg. Jeg bliver ved med at være sløj, og lige når jeg tror, at jeg er helt ovenpå igen, vågner jeg om morgenen med ømme muskler og et svælg, der føles som en ørken. Londons bakerier har virkelig fundet frem til mit tilholdsted.

2. Følelsen af at starte på 1. semester igen og have hamerende puls, når man tænker på, at skulle ringe til en kilde og lave et interview. Jeg er faktisk overhovedet ikke kommet så langt endnu, og jeg fortryder inderst inde, at jeg har taget mit praktiske feature-fag. Det er SÅ uoverskueligt!

3. At blive berøvet i natbussen på vej hjem og faktisk SE tyven stikke hånden ned i sin taske og fiske sin pung op. Jeg konfronterede manden, men han hoppede af bussen og stak af efter noget tumult. Tilbage sad jeg, lettere chokeret, først vred, så ked af det og uden visakort. Men to passagerer tog bussen 4 ekstra stop og fulgte mig hele vejen hjem. Det kalder jeg venlighed.
Londons politi er på sagen.

Læg mærke til hvilken liste, der er længst. Jeg er lykkelig for at være her på trods af snot, faglig frustration og tasketyve.