lørdag den 30. januar 2010

Kunsten at navigere i kaos

Lige nu sidder jeg lige midt i en solstråle, der brænder ind gennem vinduet. Jeg suger varmen til mig, som om det aldrig ville ske igen. Seks ud af syv dage er himlen tung og grå, nærmest på grænsen til det lilla, så jeg skal bare have min portion lys, inden solen atter putter sig i skyerne.
Det er lørdag, og jeg nyder roen, der hersker i både hus og hoved. Det har været en travl uge fyldt med indtryk, forvirring og løben fra den ene til det andet. De timer, jeg har været til, har været rigtig spændende, men hver dag har været en kamp for at finde det rigtige lokale, og når jeg forpustet har siddet klar foran underviseren, startede endnu en udfordring. Nemlig den, at jeg for det første ikke er vant til at blive undervist så akademisk tungt, og så at det oven i købet på engelsk. Det er dog gået okay, og jeg er meget positivt overrrasket over indholdet, der virkelig er fængende. I International News fik vi en intróduktion til forskellige former for alternativ journalistik, som fredsjournalistik og aktivistisk journalistik´og så en dokumentar om Israel/Palæstina-konflikten. Det var så interessant, og præcis det jeg har savnet på DJH. Så det lover godt.
Min store udfordring tror jeg, bliver mit filmhold, hvor alle de andre allerede har haft et halvt års undervisining i teorier osv. Da vi skulle diskutere Terminator-filmens forskellige former for maskulinitet og analysere en specifik scene, rakte mit engelsk ikke særlig langt. Jeg gik helt i sort og fremstammede en eller anden ligegyldg sætning. Men øvelse gør mester, og jeg må sgu bare kaste mig ud i det og prøve at vende ryggen til usikkerheden, selvom det er svært.
Nok om det faglige.

Jeg er blevet en del af en lille gruppe på seks udvekslingsstuderende på journalistik, som jeg har tilbragt rigtig meget tid med allerede. En hurtig præsentation:
Shan fra Toronto, Canada. En utrolig hjertelig fyr med meget løse håndled, der ikke lægger skjul på, at han er 'soooo into fashion'.
Sanne fra Amsterdam, Holland. En europæisk støtte på en skole fyldt med native speakers fra USA OG Australien. Eftersom der er mange danske ord der er de samme på hollandsk, forstår vi tit hinanden på en rar intern måde.
Selina fra Hobart, Tasmanien. Utrolig sød pige, der bare altid ser kernesund ud. Jeg har dog endnu ikke set hende, uden sin Iphone i hånden. Tror den er groet fast.
Carmen fra Melbourne, Australien. Her kan man virkelig tale om en pige, der fulstændig lever op til australiernes ry som et udadvendt folkefærd. Altid klar på fest, fyre og fællessang.
Og så er der Torbjørn fra DJH, som jeg kun havde vekslet et par ord med hjemmefra, men som er en rigtig rar fyr, der ikke siger noget, medmindre det er gennemtænkt. Nogen gangde en befrielse i forhold til resten af banden, som virkelig snakker meget! Jeg har i løbet af den seneste uge flere gange følt mig som en stille mus i forhold til.
Hold da op, det var en lang smøre. Jeg vil nu slippe tasterne og hænge vasketøj ud i solskinnet.

mandag den 25. januar 2010

Første skoledag med Arnold

Der var godt nok action fra morgenstunden, da jeg i dag havde min første skoledag. Jeg har valgt et fag, der hedder 'Approaches to Film: Issues, Ideology and Identity', som jeg har glædet mig rigtig meget til. Det er ren interesse frem for relevans, og jeg synes, det kunne være dejligt at beskæftige mig med andet end kun ren journalistik. Men jeg blev godt nok overrasket, da underviseren sagde, at vi skulle se 'Terminator' og specielt skulle lægge mærke til, hvordan Schwarzeneggers krop bliver fremstillet! Men det lover rigtig godt, og jeg holdt mig vågen under den 90 minutter lange filmvisning. Og det var så den skoledag. På torsdag skal vi dog have en rigtig forelæsning, og jeg skal nå at læse op på 50 års filmhistorie.

Jeg var så heldig at have besøg af Mia og Pernille fra lørdag morgen til i dag, og det var så dejligt at hygge og spise saltlakrids i sengen. Heldigvis fik vi ikke fortæret hele det kilo Skipper Mix, de havde med til mig. Så det gnasker jeg mig igennem nu. En bytur med dans, drinks og ufattelig ømme trædepuder dagen derpå, blev det også til, og det var bare en rigtig rar weekend. Jeg har dog stadig ikke rigtig fået sovet ud efter lørdag nats strabadser, så det vil jeg nu.. Altså, når jeg lige har set X Faxtor fra i fredags på nettet. Ja, jeg er en af dem! Synes det show er meget dragende.. I morgen rykker jeg et trin op på kulturstien og ser musical med pigerne fra skolen i stedet. Dem skal I nok høre mere om.. de er et kapitel for sig. Utrolig glade for at være journalister, utrolig glade for alle væsker med en alkoholprocent over 5 og utrolig glade for at spørge, om der var nogle 'hotties' på ens hold, når man har været til time. De er sgu friske.
Godnat herfra

tirsdag den 19. januar 2010

Show it, don't tell it

Et billede siger mere end tusind ord, lyder et fortærsket gammelt ordsprog. Det er så sandt, at jeg vil efterleve det i dag. Mest af alt fordi jeg er så træt i benene, at jeg ikke kan tænke.. Ja, det hænger åbenbart sammen.



Mit nye værelse (alt ser bare bedre ud i solskin)



Mandag aften tog jeg til salsa på en bar i byen sammen med min sambo Luke og nogle af hans studiekammerater. Vi deltog i en begyndertime, og det var mere klodset end pænt, kan jeg vist roligt sige. Men klubben var heldigvis også fyldt med folk, der kunne shake hofterne på den helt rigtige måde.



Hele eftermiddagen i dag blev tilbragt på Tate Modern - et fantastisk museum, som jeg kun kan anbefale alle. Selv kaffekrusene havde stil. Papiret stammer fra en appelsin/gulerodskage, som var dejlig fedtet.



Tate Modern havde også den mest fristende butik, jeg har længe har været i. Et overflødighedshorn af sjove små dingenoter, plakater, postkort og hyldevis af bøger om kunst, arkitektur, foto.. you name it. Jeg købte blandt andet en bog med titlen 'photos that changed the world' - fordi jeg godt kan lide ideen om at få verdenshistorien ind i knolden på en visuel måde.





Da jeg kom udenfor, var det blevet mørkt. Der var en, der sagde til mig, at London er smukkest i aftenlys, og jeg kan kun give vedkommende ret.



Her vil jeg bo, når jeg bliver stor. Gaden med den evige weekendstemning.

søndag den 17. januar 2010

Musik og kød

Der hersker søndagsstemning i mit nye hjem i Tottenham. Har lige spist en kæmpe lamb doner fra en af de mange lokale kebabmænd og nyder stilheden, der af og til bliver afbrudt af voldsomme vandplask, når en af mine samboer lader vandet. Hehe, ja man kan ikke få det hele. Har udsigt til hyggelig have med fuglefløjt, men mit værelse ligger altså også lige op af husets eneste toilet. Men her er dejligt. De tre fyre, jeg bor med, er rigtig søde, og især en af dem, Luke, er en omvandrende humørspreder. Han går hele tiden rundt og synger gamle engelske folkesange og smiler saligt. Han har også lige købt en masse fuglefoder, så vi rigtig kan få liv i haven, som han siger. De studerer alle ret nørdede fag. Jeg nævner i flæng: biokemi, biologisk genteknologi og den sidste noget 'philosophical engineering' (alene titlen gjorde mig så mundlam, at jeg ikke rigtigt fik spurgt ind til det).



I dag har jeg været på fotomuseum og rendt rundt på Oxford Street sammen med en hulens masse andre turister. Jeg havde en aftale med en fyr, Stewart på 23, jeg har skrevet lidt frem og tilbage med de sidste tre uger, fordi han oprindeligt havde et værelse ledigt. Værelset blev taget, men vi aftalte at mødes til et museumsbesøg og en kop te i stedet. Det blev dog hurtigt lidt anstrengende og mødet beviste virkelig, at man sagtens kan have god og venskabelig skriftlig kemi, som slet ike fungerer, når man mødes. Det var sgu ret akavet, og det var utrolig svært at få en samtale i gang, men alt i alt blev det alligevel en ret hyggelig dag. Især fordi jeg sluttede af med at gå ind i en kæmpe HMV (musik & film, kan sammenlignes med TP) og blev helt euforisk over, hvor billigt, det er, at købe musik herovre. Det er mindst halv pris i forhold til derhjemme. Ville egentlig have fat i The Xx's album (tak til Linda Ø og Mia for at præsentere mig for dette dejlige band), men de er blevet så kult, at alle kædens butikker havde totalt udsolgt. Så jeg endte med at købe Florence and the Machines og gode gamle Nick Drake i stedet for. Samlet pris: 80 dkk. Derudover er kød utrolig billigt, synes jeg. Forklaring: "No Britons want to eat their own horrible shit meat". Citat: Luke, sambo og erklæret vegetar. Jeg fylder alligevel fryseren.

torsdag den 14. januar 2010

Snapshots fra city






Sightseeing på fransk

Min højre akilleshæl smerter efter to dages sightseeing. Nu har jeg også fået mit behov dækket for et stykke tid - især efter at have stået halvanden time ved Buckingham Palace, fordi den franske pige, jeg deler værelse med, insisterede på, at hun både ville se hestene gå ind OG ud af portene til dronningen. Til sidst måtte jeg lidt sammenbidt sige, at jeg var rimelig træt af af stå stille i et mylder af turister bevæbnet med kameraer i hovedhøjde. Ve den, der stod i vejen!
Hun havde også en sygelig trang til at blive fotograferet med alle mænd i uniform. Det var da okay at skulle lege fotograf de første to gange, men det blev bare ved og ved.. Vi bliver ikke bedste veninder, så meget kan jeg vist godt konludere. Og så kan hun ikke lide vin (det troede jeg alle franskmænd blev madet med i sutteflaske?). Men det har været fedt at få en fornemmelse af byens puls og hold op, hvor er der meget at se. Skønt at tænke på, at jeg ikke har travlt..
I morgen siger jeg goodbye til hostelet og goddag til mit nye hjem i det nordlige London. Jeg sagde ja til det værelse, jeg var ude at se på i tirsdags. Det var stort og rart, og jeg skal bo i et hus med tre andre studerende. Der er både stue og have - to goder, jeg ikke har været vant til, og derfor synes jeg, det er lidt luksus. Det er godt nok i zone 3 (lige på grænsen) ved stationen Turnpike Lake, men der er en nem forbindelse med tuben til mit universitet, så det er okay. Jeg havde simpelthen ikke nerver til at bruge en uge mere på at lede efter noget tættere på centrum, så det blev det første og det bedste bud. I hører helt sikkert mere..
Jeg har samlet et par billeder fra de sidste to dage. Blandt andet fra Science Museum, der virkelig var en oplevelse. Og så er det gratis, modsat alt andet herover. Der ryger dælme nogle pund over disken.

tirsdag den 12. januar 2010

You sound just like my wife..

Så er jeg landet. Sidder lige nu i en blød lædersofa i loungen på mit hostel, mens 'Top Gear' brøler ud af højtalerne fra fladskærmen. Hver gang jeg har boet på hostel, har jeg altid rystet lidt på hovedet af de folk, der sad inde foran fjernsynet i stedet for at komme ud og opleve byen og området. Men måske var de i samme situation som mig.. Har allerede snakket med en, der har boet her en måned og så har man nok fået nok af Kensington Palace, London Eye og alle de andre turistattraktioner.
Kom sent i går aftes, efter det jeg troede skulle blive en lille bitte rejse, men det blev det ikke. Flyet lettede ved halv-fire-tiden fra Billund, og jeg var først fremme ved hostelet klokken 20 i går aftes. Stødte ind i en sød dansk pige i Stanstedt Lufthavn, og vi fulgtes ind til byen i en bus, der kørte i sneglefart på grund af myldretiden. Welcome to London!
Jeg tog en taxa resten af vejen til mit hostel og var så heldig at komme ud at køre med en charmerende gammel herre.

- Are your available?
- Yes, just jump in.
- I've got an awful lot of baggage!
- Is that a way of saying 'please help me?'
- Yes..
- Haha, you sound just like my wife!

Det blev en hyggelig tur, og da han hørte, jeg var journaliststuderende, blev jeg straks sat ind i, hvilken politisk retning de forskellige britiske aviser har. Han læste selv The Guardian.. sådan midtersøgende med en stærk hældning til venstre. Jeg må købe et eksemplar en af dagene.

Aftensmaden stod på nudler og en stor øl på Wagamama, hvor halvdelen af lokalet var businessmænd, der spiste alene. Derefter tilbage til hostelet, tjekke mails for boliger, og derefter gik jeg totalt i brædderne i min køjeseng på min 6-sengs stue.

Klokken 18 skal jeg ud at se på et værelse i det nordlige London, der lød rigtig hyggeligt, så krydser fingre! Og nu skal jeg bare ud herfra og indånde noget frisk luft. Alle sidder og hoster deres lunger ud og snøfter..

lørdag den 9. januar 2010

Rumlen i maven og lange lister

Lige nu ligger alle mine ting spredt ud over hele gulvet og får mit gamle værelse hos mine forældre til at ligne en krigszone. Det er lidt svært at forestille sig, at alt det skrammel skal presses ned i en kuffert og en rygsæk meget snart. Min mave rumler konstant.. tror jeg er ramt af rejsefeber. Jeg bruger alt for meget energi på at sidde og lede efter et sted at bo på nettet. Prøver at sige til mig selv, at alt løser sig, når jeg kommer frem. Men der er hele tiden nye værelser, der popper frem på kortet over London: Bright & Cozy Big-single room: 4 Minutes from Tower Hill Tube (£97 pw), Cosy Flat Are Waiting For You. Free Wifi. (£110 pw). Det er som et stort tag-selv-bord af muligheder. Man ved bare ikke, hvordan det smager på forhånd.. Og der bliver hele tiden sat nye retter frem på bordet, som frister endnu mere.
Nå, det skal nok gå. Jeg har lejet mig ind på et hostel de første fire nætter, så jeg skal i hvert fald ikke sove ude i sneen. Selvom det sikkert ville være en uforglemmelig oplevelse.
Tror jeg skal i gang med endnu en to-do-liste. Har lavet en hver dag den seneste uge og jeg glæder mig faktisk bare til at komme afsted og blive fri for alle de lister og bare være til.
Om to døgn sidder jeg og venter på mit fly i en terminal i Billund.. Det er sgu spændende!