torsdag den 17. maj 2012

Hagl knockout

Jeg tog lige en slåskamp med mit vindue, den arrige blæst og hundredevis af små hårde haglkugler. Det kostede en del kræfter at vride vinduet om i den rette vinkel, så det kunne lukkes, men jeg vandt til sidst.
Nu sidder jeg og nynner "kom maj du søde milde" og kigger ængsteligt op på de drivende gråsorte skyer.
Og drømmer om den aften for et par uger siden, hvor solen varmede mine bare fødder, og jeg tog årets første soppetur i Øresund. Kom så sommer. Jeg ved, du gerne vil...






torsdag den 19. april 2012

Grød til grøden


Jeg er virkelig stadig nybegynder udi livet som studerende runde to. Jeg ved jeg skal have lavet en masse, men det er simpelthen så uhåndgribeligt, at det bare bliver en masse små kasser, der svæver rundt og roder i min bevidsthed.
Kig på eksamensopgave (sætninger, der starter med "kig på" er fra starten dødsdømt til at lykkes).
Læs op på utilitarisme og retributivisme (to nye ord, som mine hjerne ikke helt kan finde ud af, om den gider lege med).
Brainstorm på gode historier om Afrika (der kunne vel lige så godt stå "red verden". Samme abstraktionsniveau).
Find noget spændende arbejde (der også giver kroner og øre på andet end idealisme-kontoen).
Betal avisabonnement.

Hey, jeg snupper lige den sidste. Sådan.

tirsdag den 17. april 2012

T + R + V




Vandmærker på det patinaprægede køkkenbord, der er blevet symbolet på min tilbagevenden til Danmark og København. Den helt særlige brune farve, der slår ring om de tre ord, der har fyldt min mave, siden jeg satte mit navn på postkassen sidst i januar.  Tryghed. Ro. Varme.

søndag den 14. august 2011

Et skud kultur






Dejlig søndag i selskab med den flotteste installation, jeg længe har set. Ron Arads CURTAIN CALL, der inviterede en indenfor i en 360 graders cirkel, hvor alverdens film udspillede sig bag ved en, ved siden af en og foran en. Det var forbudt at tage billeder, men sneg mig til et par, som dog langt fra viser, hvor fantastisk det var. Resten af billederne viser stedet, det hele foregik, The Roundhouse, som er et legendarisk kulturhus og spillested her i Camden. Det var mit første besøg, men tror, jeg bliver nødt til at gå tilbage en dag efter arbejde, lægge mig på gulvet og bare sanse..

søndag den 10. juli 2011

Rationel søndag
























Efter en hel lørdag på langs, efter alt for meget whisky fredag aften i gode kollegaers lag, har min søndag været pakket med fornuftige fornøjelser. En af de dage man er stolt over at fortælle om til sin mor. Jeg kom på højkant igen ved 20-tiden lørdag aften og så den meget gribende film La Vie en Rose om Edith Piafs liv i min flatmate Alicias sofa. Jeg krøb under dynen omkring midnatstid og sov tungt og længe, indtil jeg kiggede på uret klokken 9.30 i morges, og her kommer "fornuften" ind i billedet. Man ved, det er en en helt særlig dag, når man får sat en vask over inden klokken slår 10. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Og så var linjen ligesom lagt:

Jeg så mit skrivebord for første gang i en uge (det har været dækket af tøj, glas og gamle kvitteringer).
Jeg støvsugede (selvom den larmer som ind i h****** og suger tilsvarende elendigt).
Jeg snørede mine løbesko og joggede over i parken (hvor jeg igen fór vild med vilje, så jeg ikke behøvede at holde mig til den oprindelige plan).
Jeg tilbragte 1 time på badeværelset med gamle klassikere i radioen, fodfil, skrubbecreme og neglelak. Og så var det anden gang på en uge, at jeg gav mig i kast med mission klip-dit-eget-pandehår. Jeg er bare så træt af, at det altid vokser ned i øjnene halvanden uge efter, jeg har været ved frisøren, og det var faktisk slet ikke så angstfremkaldende denne gang.

Eftermiddagen blev tilbragt i selskab med Sara, en sød dansk pige, der bor lige rundt om hjørnet, hindbærsmoothie og en lang sludretur i parken.

Det var min søndag. Jeg er træt.

torsdag den 7. juli 2011

Herfra min verden går



Jeg elsker lyset, der strømmer ind af mit vindue og vækker mig hver morgen. Jeg hiver i snoren, der får persiennerne til at rulle op med et højt smæld og siger godmorgen til verdens mindste skyline. Men den er derude i horionten. Åh sommer, du gør mig så glad. 
Og så tæller jeg ned til sommerferie. 14 dage til 2 ugers tour de Danmark.





mandag den 27. juni 2011

Summer in the city



10 til 23. Det var antallet af timer, jeg tilbragte udenfor i går. Luften var 30 grader, himlen babyblå og solen badede hele byen i guld. Jeg tilbragte den første halvdel af dagen med en bog i parken, og klokken 15 gik jeg op af bakken til Hampstead Heath med en hollansk veninde, Sanne, der var i byen. Vi sukkede efter en dukkert ved havet, men i stedet hoppede vi i de dertil indrettede skovsøer sammen med en masse andre damer. Det var iskoldt, men så lækkert! Resten af eftermiddagen blev der solbadet og spist varme kirsebær. På vejen hjem gjorde vi stop på en charmerende pub, Sannes veninde kendte, og vi nød en halv times livemusik på pubbens gamle piano, mens vi sippede cider. Aftenenen endte på en tagterasse med en kebab i hånden. En søndag der allerede har fundet en prominent plads på listen over helt særlige dage.