Efter en hel lørdag på langs, efter alt for meget whisky fredag aften i gode kollegaers lag, har min søndag været pakket med fornuftige fornøjelser. En af de dage man er stolt over at fortælle om til sin mor. Jeg kom på højkant igen ved 20-tiden lørdag aften og så den meget gribende film La Vie en Rose om Edith Piafs liv i min flatmate Alicias sofa. Jeg krøb under dynen omkring midnatstid og sov tungt og længe, indtil jeg kiggede på uret klokken 9.30 i morges, og her kommer "fornuften" ind i billedet. Man ved, det er en en helt særlig dag, når man får sat en vask over inden klokken slår 10. Eller sådan har jeg det i hvert fald. Og så var linjen ligesom lagt:
Jeg så mit skrivebord for første gang i en uge (det har været dækket af tøj, glas og gamle kvitteringer).
Jeg støvsugede (selvom den larmer som ind i h****** og suger tilsvarende elendigt).
Jeg snørede mine løbesko og joggede over i parken (hvor jeg igen fór vild med vilje, så jeg ikke behøvede at holde mig til den oprindelige plan).
Jeg tilbragte 1 time på badeværelset med gamle klassikere i radioen, fodfil, skrubbecreme og neglelak. Og så var det anden gang på en uge, at jeg gav mig i kast med mission klip-dit-eget-pandehår. Jeg er bare så træt af, at det altid vokser ned i øjnene halvanden uge efter, jeg har været ved frisøren, og det var faktisk slet ikke så angstfremkaldende denne gang.
Eftermiddagen blev tilbragt i selskab med Sara, en sød dansk pige, der bor lige rundt om hjørnet, hindbærsmoothie og en lang sludretur i parken.
Det var min søndag. Jeg er træt.
